Så blev denne blog fyldt, og jeg har været nødt til at lave en til. Håbe i alle vil følge med på den også. Jeg har prøvet at lave den så identisk som muligt, så den burde ikke være så anderledes.
Den nye blog hedder: http://www.miehansenigen.blogspot.com/
søndag den 4. maj 2008
fredag den 2. maj 2008
Alene med Mai
Så blev det tid til, at Mai og jeg skulle være alene hjemme i huset. Lotte og hendes fætter er rejst til Saigon og Tina og hendes kæreste er rejst til Na Trang.
Weekenden gik med at få opdateret bloggen, sende Mais mor sikkert hjem og have rengøring. Det var skønt at være tilbage i Hanoi, og jeg har fundet ud af hvor meget jeg holder af det. Jeg føler mig hjemme, selvom jeg ikke og nok aldrig blive en del af det. Men jeg havde ikke troet jeg kunne savne Hanoi. Derudover har jeg fået meget mere overskud til alle de underlige mennesker man møder, så ferien har været et godt vendepunkt.
Fx bestilte Mai og jeg vand, og som der plejer kom der en mand med to vanddunke, men vi ville kun af med en denne gang, fordi vi har brug for 4 i huset. Det forstod han slet ikke og vi måtte ringe til Trang og få hjælp. Det hjalp desværre ikke så meget at hun kom, for hun havde problemer med at forstå og forklare. Men endelig klarede vi det og alle gik derfra med et smil, selvom tålmodigheden var ved at være brugt op.
Mandag startede vi på arbejde, og det blev en blød start, fordi onsdag og torsdag i ugen var helligdage og børnehaven holdt lukket. Så vi havde kun to arbejdsdage. Dog fandt vi ud af at A-klasserne skulle besøge en skole om fredagen og det kunne vi godt tænke os. Mai og jeg fik lov til at komme med min klasse, selvom vi har fri. Så vi tager en halv dag i børnehave.
Men det var dejligt at komme tilbage til alle de dejlige børn og mine lærere. Dog var Huy flyttet ned i en anden klasse og så er der kommet en ny lærer i min klasse. Jeg har glemt hvad hun hedder, men hun er også dårlig til engelsk. Jeg bryder mig ikke rigtig om hende, for hun virker rigtig nervøs, og det påvirker børn og mig, fordi vi skal færdes sammen med hende.
Børnene var elle vilde da jeg kom tilbage, og det var bare en herlig velkomst at få.
Om aftenen begav vi os op til KOTO, men uden held. Efter at have ventet 20min blev vi enige om at det nok var aflyst og vi tog hjem. Hjemme i vores mailbox lå der en besked om at det var aflyst, som vi desværre først havde modtaget samme dag og vi derfor ikke havde nået at tjekke. Men en lille aften gåtur fik vi.
Vi har spist pizza, drukket øl og drinks.
Vi har spist sushi og været i biografen. Turen i biografen var mindre kaotisk, men det var fordi manden i billetlugen havde givet os billetter med forkert tidspunkt på, og fordi vi kom så sent måtte vi sidde helt nede forrest. Lidt ondt i nakken fik vi, men det var ligesom at være med i filmen. Vi så Nim's Island.
Kørt på motorbike, efter at have ventet en halv time på bussen uden held. 
Efter turen i biografen måtte vi bare have massage.
Vi har lavet hjemmelavede sæbebobler. Nu mangler vi bare nogle til at puste dem ud igennem, for det med ståltråd var ikke et hit. Og så er det børnenes tur.
Vi har haft så meget overskud, at der også blev ryddet ud i køkkenet (igen). Denne gang var det kun Mai og jeg, så der blev smidt ud med stor hånd. Og køkkenet er bare blevet så pænt, og man kan ligefrem se hvad der er i skabene.Poserne med alt det frasorterede gik vi ud med en dag hvor famse, som en den gamle dame overfor os, stod ude på trappen. Vi smilede til hende og hun rakte armene frem for at tage vores skræl, lige som vi håbede på. Hun kunne mærke de var tunge og høre de gode lyde for porcelænet, så hun skyndte sig ind og hev døren for. Dog var der en lille spække som Mai og jeg kunne kigge ind gennem i ly fra gardinet på vores dør. Vi stod i mørket og betragtede hendes glade ansigtsudtryk jo mere porcelæn hun fik hevet op. Hun var lykkelig og vi var tilfredse. Det kan ikke være meget skrald der blev smidt ud efter Famse havde været igennem.
Weekenden gik med at få opdateret bloggen, sende Mais mor sikkert hjem og have rengøring. Det var skønt at være tilbage i Hanoi, og jeg har fundet ud af hvor meget jeg holder af det. Jeg føler mig hjemme, selvom jeg ikke og nok aldrig blive en del af det. Men jeg havde ikke troet jeg kunne savne Hanoi. Derudover har jeg fået meget mere overskud til alle de underlige mennesker man møder, så ferien har været et godt vendepunkt.
Fx bestilte Mai og jeg vand, og som der plejer kom der en mand med to vanddunke, men vi ville kun af med en denne gang, fordi vi har brug for 4 i huset. Det forstod han slet ikke og vi måtte ringe til Trang og få hjælp. Det hjalp desværre ikke så meget at hun kom, for hun havde problemer med at forstå og forklare. Men endelig klarede vi det og alle gik derfra med et smil, selvom tålmodigheden var ved at være brugt op.
Mandag startede vi på arbejde, og det blev en blød start, fordi onsdag og torsdag i ugen var helligdage og børnehaven holdt lukket. Så vi havde kun to arbejdsdage. Dog fandt vi ud af at A-klasserne skulle besøge en skole om fredagen og det kunne vi godt tænke os. Mai og jeg fik lov til at komme med min klasse, selvom vi har fri. Så vi tager en halv dag i børnehave.
Men det var dejligt at komme tilbage til alle de dejlige børn og mine lærere. Dog var Huy flyttet ned i en anden klasse og så er der kommet en ny lærer i min klasse. Jeg har glemt hvad hun hedder, men hun er også dårlig til engelsk. Jeg bryder mig ikke rigtig om hende, for hun virker rigtig nervøs, og det påvirker børn og mig, fordi vi skal færdes sammen med hende.
Børnene var elle vilde da jeg kom tilbage, og det var bare en herlig velkomst at få.
Om aftenen begav vi os op til KOTO, men uden held. Efter at have ventet 20min blev vi enige om at det nok var aflyst og vi tog hjem. Hjemme i vores mailbox lå der en besked om at det var aflyst, som vi desværre først havde modtaget samme dag og vi derfor ikke havde nået at tjekke. Men en lille aften gåtur fik vi.Vi har spist pizza, drukket øl og drinks.
Vi har spist sushi og været i biografen. Turen i biografen var mindre kaotisk, men det var fordi manden i billetlugen havde givet os billetter med forkert tidspunkt på, og fordi vi kom så sent måtte vi sidde helt nede forrest. Lidt ondt i nakken fik vi, men det var ligesom at være med i filmen. Vi så Nim's Island.
Kørt på motorbike, efter at have ventet en halv time på bussen uden held. Efter turen i biografen måtte vi bare have massage.
Vi har lavet hjemmelavede sæbebobler. Nu mangler vi bare nogle til at puste dem ud igennem, for det med ståltråd var ikke et hit. Og så er det børnenes tur.
Vi har haft så meget overskud, at der også blev ryddet ud i køkkenet (igen). Denne gang var det kun Mai og jeg, så der blev smidt ud med stor hånd. Og køkkenet er bare blevet så pænt, og man kan ligefrem se hvad der er i skabene.Poserne med alt det frasorterede gik vi ud med en dag hvor famse, som en den gamle dame overfor os, stod ude på trappen. Vi smilede til hende og hun rakte armene frem for at tage vores skræl, lige som vi håbede på. Hun kunne mærke de var tunge og høre de gode lyde for porcelænet, så hun skyndte sig ind og hev døren for. Dog var der en lille spække som Mai og jeg kunne kigge ind gennem i ly fra gardinet på vores dør. Vi stod i mørket og betragtede hendes glade ansigtsudtryk jo mere porcelæn hun fik hevet op. Hun var lykkelig og vi var tilfredse. Det kan ikke være meget skrald der blev smidt ud efter Famse havde været igennem.
søndag den 27. april 2008
E. Første rejsebrev
Nu har jeg været i Vietnam i 3 måneder, det vil sige halvdelen af tiden. Det er bare gået så ubeskriveligt hurtigt og jeg har lært så meget om mig selv, børneopdragelse, hvilke værdiger jeg sætter pris på, kultur forskelle osv. Jeg har også haft mulighed for at tage på ferie og weekend ture, som har gjort, at jeg har set andre dele af Vietnam, end kun Hanoi hvor vi bor.
Da vi rejste i slutningen af januar, var det lidt ligesom at rive et halvt år ud af kalenderen, pakke en taske og så bare sige farvel til alt i Danmark. Det var en ubeskrivelig følelse, for det var ikke rigtig gået op for mig inden jeg rejste, hvad det egentlig var jeg gjorde. Det var noget jeg bare måtte prøve, selvom jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til.
Efter 3 måneder er det gået op for mig, at jeg føler mig hjemme hernede. Jeg har en hverdag der fungere og et hus der ligger i et område jeg kender. Efter en lang ferie glædede jeg mig til at komme tilbage til mit eget værelse og bare føle mig hjemme og vide hvor tingene er. Det havde jeg alligevel ikke troet.
Derudover føler jeg mig lidt malplaceret her i Vietnam. Selvom jeg føler det er mit hjem, føler jeg mig ikke som en del af det. Der er stadig rigtig mange ting omkring kulturen jeg ikke forstår, og ved eftertanke, tror jeg aldrig jeg komme til at forstå dem. Det er bare så anderledes en kultur, at det ikke kan lade sig gøre at forene dem. Pludselig forstår jeg hvorfor det er så svært for mange udlændinge at komme til et andet land. Lige meget hvor ihærdigt man prøver at forstå kulturen og være en del af den, bliver man det aldrig rigtig. Eller jeg kan jo ikke sige aldrig, men hvis kulturerne er for forskellige, er det jo næsten umuligt. Vi er opdraget på forskellige måder og de værdier vi har ligger så dybt i os, at de er svære at rokke ved.
Da vi landede den 27 januar i Hanoi lufthavn, blev vi overvældet af den kolde luft. Jeg havde inden afrejse forsikret mig selv om, at jeg ikke skulle fryse det næste halve år, fordi nu skulle jeg til varme Vietnam. Men nej. Tilfældigvis ramte vi ind i den koldeste vinter i 20 år, og det var skrækkeligt. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Der var ingen isolering eller varme i huset og vi havde kun vores smarte sommertøj i taskerne. Vores gade virkede lille, trist og ulækker og huset var stort tomt og koldt. Den dag ønskede jeg mig virkelig hjem til Danmark, mere end nogen sinde.Men efter hånden fik vi handlet ind så vi kunne klare os i kulden, vi fik set os om og fundet de vigtigste steder, og så kørte det igen. Vi har fået en hverdag til at fungere hernede og alt er i den skønneste orden.
Mine hverdage her i Vietnam er meget ensformige. Jeg bliver vækket af Tina omkring kl. 6, når hun er færdig med badet, og så er det min tur. Morgenmaden bliver nydt i selskab med Tina og Mai nede i køkkenet og inden vi begiver os af sted, når vi lige at se Lotte og ønske hende en god dag.
Vi tager bussen i børnehaven, og den går i tidsrummet 6.50 – 7.10, alt efter vejrforhold og trafik.
Kl. 7.30 møder vi så ind, skifter til uniformer og går til vores klasser. Her leger jeg enten med lego på gulvet med børnene, snakker med lærerne eller står og tager imod børnene i døren.
Omkring 7.50 rydder børnene op, tager sko på og går ned i gården, hvor vi har morgengymnastik. Efter jeg har fået min uniform står jeg altid oppe foran og prøver at huske serien så godt så muligt, så børnene kan kigge efter. Det lykkes desværre ikke hver gang.
Oppe i klassen starter vi dagen med en snak, om enten ugens tema, hvad børnene har lavet i weekenden eller noget andet der optager dem. Her plejer Hoa at være god til at oversætte, så jeg kan følge med i samtalen.
Når hovedaktiviteten starter, bliver børnene delt i to hold. Det ene hold bliver i klassen til undervisning, og der bliver jeg ret passiv. Her er formålet at børnene skal lære intensiv, og jeg bruger tiden på at observere. Nogle gange er det også de vietnamesiske studerende der må prøve sig på bedste vis, og det er interessant for mig at se. Jeg har jo ingen chance for at forstå hvad de siger, så mine observationer går på kropsbevægelser, toneleje osv. Det er en lærerig måde at observere, for det gør mig bevidst om hvor vigtigt ens kropssprog er. Det andet hold er tit ude og lege og her kan jeg være med. Dog skal de også lære nogle motoriske færdigheden nogle gange, som at kaste rigtigt, og der har jeg igen svært ved at være med, fordi det mest er børnene.
En ting der dominere min hverdag meget er, at der er så stor forskel på børn og voksne. Det er en meget tydelig at børnene er meget underdanige og gør alt hvad lærerne beder om. Og lærerne beder tit børnene om fx at smide noget papir ud for dem, eller hente en blyant til dem. Børnene får ikke rigtig lov til at være børn og lave hvad de vil. Lærerne viser hvordan de skal gøre tingene, og så efterligner børnene det så godt som de nu kan.
Lige før frokost har vi hjørne aktiviteter, og der bliver børnene tit overladt til sig selv med bestemte opgaver, mens lærerne laver alt mulig praktisk.
Til frokost har jeg gjort dem meget klart at jeg ikke kan lide at de fodre børnene, og at det umuligt kan være godt for dem. Jeg har også sagt at jeg synes det virker som en stressende situation for børnene, fordi lærerne render rundt og gør rent, flytter stole og øser op til børnene. Så nu foregår det sådan at der sidder en voksen ved hvert bord og de fodre kun de børn, hvor forældrene er meget obs på at deres bare ikke spiser eller ikke kan selv. Ved mit bord øser børnene selv op og vi kan også sidde og snakke og pjatte.. Nogle gange kommer der en lærer forbi og synes det går for langsomt, men så må jeg forklare hende at vi nok skal nå det og at børnene faktisk er ret gode til at gøre det selv. Når de første børn er færdige med at spise, tager jeg dem med ind i gymnastikrummet ved siden af og lege med lego. Det gør at dem der er tilbage får fred til at spise, men jeg kan også de ulemperne ved det. Jeg er bange for at nogle af børnene sluger maden så hurtig at de får det dårligt, bare fordi de skal nå ind og leje med lego.
Imens bliver der ryddet op i klassen, gjort rent og lagt madrasser frem. Så bliver børnene puttet, og der er børnene gode til at komme over til mig, række armene op og så ved jeg at de skal have hjælp til at tage blusen af. Jeg er også med til at lægge tæpper på børnene inden jeg går til frokost.
Jeg undgår med vilje alt det praktiske som at vaske gulv, ordne toilet, vaske op og vaske klude. Jeg synes de bruger alt for meget tid på det, men har fundet ud af at rengøring er en del af deres uddannelse. De lære f.eks. hvordan man tørre et bord rigtig af.
Kl. 11.30 spiser vi danske studerende frokost sammen med vores kontaktperson Ha og køkkenpersonalet. Det foregår ved at vi har en hospitalsbakke hver, hvor kød og grøntsager er lagt på og så fylder man selv om med ris. Suppen står på bordet, så det kan man tage hvis man lyster.
Bagefter har vi pause til kl. 14, som for det meste bruges på at sove i.
Tilbage i klassen er det tid til at rydde madrasser og tæpper væk, hvilket børnene klare med hjælp fra de voksne. Pigerne får også sat hår, hvilket jeg er super dårlig til. Jeg får lov gang på gang når pigerne komme med børste og elastikker, men deres hår er simpelthen for glat til at jeg kan strammes det så meget, at det bliver pænt uden buler. De skal jo se godt ud når forældrene henter dem.
Inden de skal have undervisning får de noget eftermiddags snack, hvor jeg hjælper til med at øse op eller dele ud. Her er det nemlig kun en portion til hver, som for det meste består af nuddelsuppe eller noget ris.
Eftermiddags undervisningen kan være klaver, dans og engelsk. Drengene har kung fu om formiddagen, men det har samme princip som eftermiddags undervisningen hvor der komme en lærer ude fra. Her er jeg tit med på en kigger. Jeg elsker kung fu og dans, for der kan man virkelig se at børnene hygger sig.
Hver mandag har min klasse engelsk hvor jeg er med som lærer. Tit forklare jeg opgaverne eller aktiviteterne på engelsk og så oversætter Ha eller Do Anh, som er de to engelsk lærere. Vi danske studerende er også meget til planlægningen af engelsktimerne, så der har vi lidt indflydelse.
Resten af eftermiddagen går med at lege, rydde op og gøre rent. Jeg prøver så godt jeg kan at hjælpe forældrene med at få kontakt til deres barn inde i klasse, men jeg er ikke altid så god til at huske forældrene eller bedsteforældrene. Normalt råber lærerne bare barnets navn når det skal hentes, men det bryder jeg mig virkelig ikke om. Jeg har fundet min egen måde, så jeg sætter mig ned ved siden af barnet, får kontakt og peger så hen på døren, så barnet kan se at det skal hjem. Det fungere super godt, og forældrene synes det er herligt.
Kl. 16.45 bliver jeg tit hentet af Tina der siger at det er tid til at gå hjem. Jeg er så dårlig til at holde øje med tiden til sidst, fordi det er tit der at jeg har tid til at snakke med Hoa og få svar på alle mine spørgsmål.
Inden vi tager bussen hjem, skifter vi til vores almindelige tøj igen.
På vej hjem fra bussen smutter vi forbi grøntsags gaden hvor vi handler ind til aftensmaden.
Omkring kl. 17.30 spiser vi så aftensmad og slutter af med frugt som dessert.
Aftnerne bruger jeg på at skrive blog, svare på mails, rydde op, lave opgaver fra seminariet eller forberede aktiviteter til børnehaven. Aftnerne går ret hurtigt, og den bliver mest brugt på vores værelser.
Mandag aften er KOTO-aften. Det består at vi tager på til West Lake og mødes med en masse unge, de to ansvarlige og andre frivilligt. Pointen med aftenen er at vi frivillige skal snakke med de unge, så de bliver bedre til engelsk og derud over laver vi sociale aktiviteter som lege.
KOTO er startet som et australsk projekt, hvor en utilpassede unge bliver hjulpet til at få en uddannelse inden for restaurations branchen. Restauranten hedder KOTO og de unge arbejder der med støtte og får derudover undervisning på et center hvor de lære om branchen og lære engelsk.
Den første tirsdag om måneden er der dansker aften på den danske ambassade, så der er vi oppe og drikke en øl og møde andre danskere i Vietnam. Smadder hyggeligt.
Alle udflugter, byture og gøremål som handling, rengøring og shopping foregår i weekenden, hvor vi har overskud. Det sidste stykke tid vi er her, har vi fri fredag, så vi faktisk har forlænget weekenden. Aftnerne er helt anderledes og der spiser vi også på restaurant. Det bliver tit til pizza, spagetti eller noget andet end ris, som vi har spist hele ugen i børnehaven.
Rengøringen har vi valgt at overlade til andre, så vi har rengøringsdame hver søndag fra 10-14. Det er bare så skønt ikke at skulle tænke på, og hun skal ikke have mere end 600.000 dong om måneden, hvilket svare til 200 dk.kr. Det er fundet for de penge.
Vi har valgt at skifte rengøringsdame, fordi vi ikke rigtig gik i spænd. Hun gad ikke rigtig arbejde søndag, som vi gerne ville have, hun havde altid ondt i hovedet når hun kom osv. Til sidst ringede hendes veninde og sagde hun ville have mere i løn eller flere dage, og så blev vi enige om at finde en ny, hvilket var ret nemt.
I løbet af den første måned i børnehaven, blev vi bedt om at lave en arbejdsplan for hele vores tid hernede, så de kunne se hvornår vi skulle have ferie. Det gav mig et godt overblik over tiden hernede og gjorde det nemmere at overskue. Derudover fik vi også snakket ferie og diskuteret os frem til hvor vi gerne ville hen, og hvad vi skulle se.
Det blev til Sa Pa, Halong Bay, Hoi An, Hue og Saigon til at starte med og derudover har jeg 3 uger inden jeg rejser hjem, til at komme rundt at se landet. Det giver et helt andet indblik i landet.
Derudover har jeg også set Vietnam sammen med mine forældre. Det har været rigtig rart at have dem på besøg, og jeg håber virkelig at min bror og Eske også kommer en tur forbi. Det er skønt at få besøg, fordi mange af tingene hernede kan ikke forklares. De skal ses. F.eks. tror jeg at mine forældre synes det lød underligt at jeg blev træt af ris og synes at menneskerne hernede kunne være ubehagelige fordi de stirre og snyder. Men nu efter de har været her, kan de udmærket forstå mig. De synes jeg var rigtig hård mod gadesælgere, men efter 3 uger hernede, var de selv blevet sådan. Det bliver rigtig dejligt at komme hjem, og vide at nogle af dem har jeg set land jeg har levet i, og kan forstå mine undren.
Jeg er sikker på at når jeg kommer hjem, finder jeg ud af at jeg har ændret mig rigtig meget. Nogle gange tænker jeg på hvordan det bliver at komme hjem, og skal til at vænne sig til en anden kultur igen. Heldigvis ligger den danske kultur dybt i mig, men tror der skal graves lidt. Jeg tror også at jeg har lært at sætte pris på mange små ting i hverdagen og har fundet ud af hvilke værdier der er vigtige for mig.
I forhold til min faglige udvikling, tror jeg også der er sket en del. Jeg har set en hel anden måde at opdrage børn på og en helt anden måde at undervise på. Jeg har via mine observationer set ting, som jeg har synes har været geniale, men desværre også ting jeg afskyer. Begge dele tror jeg er med til at styrke min bevidsthed om undervisning, sociale relationer, opdragelse osv.
Kropssproget er noget der har betydet meget for mig hernede, og jeg er blevet rigtig god til at vise hvad jeg føler og hvad jeg gerne vil sige. Jeg tror det er en stor fordel når man skal hjem og arbejde i en pædagogisk praksis.
Alt i alt har jeg lært rigtig meget om mange ting, i de 3 måneder jeg har været i Vietnam, og jeg håber det fortsætte det sidste stykke tid også. Det har været en hård proces at komme til et andet land og få et kulturchok uden lige. Jeg havde aldrig med at jeg nogen sinde ville vænne mig til deres trafik og deres stirren. Men det har jeg. Dette er mit hjem, for et halvt år, men både gode og dårlige sider.
Jeg synes det er vildt at mennesker er så omstillingsparate, at det er muligt at vænne sig til en helt anden kultur, som man oven i købet ikke forstår. Jeg synes virkelig vietnamesere er et underligt folkefærd, men jeg har lært mig selv at det er ikke alt det skal forstås, men at de selvfølgelig har en grund til at gøre som de gør. Nogle ting når jeg at finde svar på, mens andre ting bare ting, som jeg ikke forstår, men må leve med fordi jeg er i en anden kultur.Men Vietnam er et spændende land og jeg synes det er interessant at prøve at forstå, hvorfor de gør som de gør, fordi det er en del af deres kultur og værdier.
Da vi rejste i slutningen af januar, var det lidt ligesom at rive et halvt år ud af kalenderen, pakke en taske og så bare sige farvel til alt i Danmark. Det var en ubeskrivelig følelse, for det var ikke rigtig gået op for mig inden jeg rejste, hvad det egentlig var jeg gjorde. Det var noget jeg bare måtte prøve, selvom jeg ikke vidste hvad jeg gik ind til.
Efter 3 måneder er det gået op for mig, at jeg føler mig hjemme hernede. Jeg har en hverdag der fungere og et hus der ligger i et område jeg kender. Efter en lang ferie glædede jeg mig til at komme tilbage til mit eget værelse og bare føle mig hjemme og vide hvor tingene er. Det havde jeg alligevel ikke troet.
Derudover føler jeg mig lidt malplaceret her i Vietnam. Selvom jeg føler det er mit hjem, føler jeg mig ikke som en del af det. Der er stadig rigtig mange ting omkring kulturen jeg ikke forstår, og ved eftertanke, tror jeg aldrig jeg komme til at forstå dem. Det er bare så anderledes en kultur, at det ikke kan lade sig gøre at forene dem. Pludselig forstår jeg hvorfor det er så svært for mange udlændinge at komme til et andet land. Lige meget hvor ihærdigt man prøver at forstå kulturen og være en del af den, bliver man det aldrig rigtig. Eller jeg kan jo ikke sige aldrig, men hvis kulturerne er for forskellige, er det jo næsten umuligt. Vi er opdraget på forskellige måder og de værdier vi har ligger så dybt i os, at de er svære at rokke ved.
Da vi landede den 27 januar i Hanoi lufthavn, blev vi overvældet af den kolde luft. Jeg havde inden afrejse forsikret mig selv om, at jeg ikke skulle fryse det næste halve år, fordi nu skulle jeg til varme Vietnam. Men nej. Tilfældigvis ramte vi ind i den koldeste vinter i 20 år, og det var skrækkeligt. Aldrig har jeg oplevet noget lignende. Der var ingen isolering eller varme i huset og vi havde kun vores smarte sommertøj i taskerne. Vores gade virkede lille, trist og ulækker og huset var stort tomt og koldt. Den dag ønskede jeg mig virkelig hjem til Danmark, mere end nogen sinde.Men efter hånden fik vi handlet ind så vi kunne klare os i kulden, vi fik set os om og fundet de vigtigste steder, og så kørte det igen. Vi har fået en hverdag til at fungere hernede og alt er i den skønneste orden.
Mine hverdage her i Vietnam er meget ensformige. Jeg bliver vækket af Tina omkring kl. 6, når hun er færdig med badet, og så er det min tur. Morgenmaden bliver nydt i selskab med Tina og Mai nede i køkkenet og inden vi begiver os af sted, når vi lige at se Lotte og ønske hende en god dag.
Vi tager bussen i børnehaven, og den går i tidsrummet 6.50 – 7.10, alt efter vejrforhold og trafik.
Kl. 7.30 møder vi så ind, skifter til uniformer og går til vores klasser. Her leger jeg enten med lego på gulvet med børnene, snakker med lærerne eller står og tager imod børnene i døren.
Omkring 7.50 rydder børnene op, tager sko på og går ned i gården, hvor vi har morgengymnastik. Efter jeg har fået min uniform står jeg altid oppe foran og prøver at huske serien så godt så muligt, så børnene kan kigge efter. Det lykkes desværre ikke hver gang.
Oppe i klassen starter vi dagen med en snak, om enten ugens tema, hvad børnene har lavet i weekenden eller noget andet der optager dem. Her plejer Hoa at være god til at oversætte, så jeg kan følge med i samtalen.
Når hovedaktiviteten starter, bliver børnene delt i to hold. Det ene hold bliver i klassen til undervisning, og der bliver jeg ret passiv. Her er formålet at børnene skal lære intensiv, og jeg bruger tiden på at observere. Nogle gange er det også de vietnamesiske studerende der må prøve sig på bedste vis, og det er interessant for mig at se. Jeg har jo ingen chance for at forstå hvad de siger, så mine observationer går på kropsbevægelser, toneleje osv. Det er en lærerig måde at observere, for det gør mig bevidst om hvor vigtigt ens kropssprog er. Det andet hold er tit ude og lege og her kan jeg være med. Dog skal de også lære nogle motoriske færdigheden nogle gange, som at kaste rigtigt, og der har jeg igen svært ved at være med, fordi det mest er børnene.
En ting der dominere min hverdag meget er, at der er så stor forskel på børn og voksne. Det er en meget tydelig at børnene er meget underdanige og gør alt hvad lærerne beder om. Og lærerne beder tit børnene om fx at smide noget papir ud for dem, eller hente en blyant til dem. Børnene får ikke rigtig lov til at være børn og lave hvad de vil. Lærerne viser hvordan de skal gøre tingene, og så efterligner børnene det så godt som de nu kan.
Lige før frokost har vi hjørne aktiviteter, og der bliver børnene tit overladt til sig selv med bestemte opgaver, mens lærerne laver alt mulig praktisk.
Til frokost har jeg gjort dem meget klart at jeg ikke kan lide at de fodre børnene, og at det umuligt kan være godt for dem. Jeg har også sagt at jeg synes det virker som en stressende situation for børnene, fordi lærerne render rundt og gør rent, flytter stole og øser op til børnene. Så nu foregår det sådan at der sidder en voksen ved hvert bord og de fodre kun de børn, hvor forældrene er meget obs på at deres bare ikke spiser eller ikke kan selv. Ved mit bord øser børnene selv op og vi kan også sidde og snakke og pjatte.. Nogle gange kommer der en lærer forbi og synes det går for langsomt, men så må jeg forklare hende at vi nok skal nå det og at børnene faktisk er ret gode til at gøre det selv. Når de første børn er færdige med at spise, tager jeg dem med ind i gymnastikrummet ved siden af og lege med lego. Det gør at dem der er tilbage får fred til at spise, men jeg kan også de ulemperne ved det. Jeg er bange for at nogle af børnene sluger maden så hurtig at de får det dårligt, bare fordi de skal nå ind og leje med lego.
Imens bliver der ryddet op i klassen, gjort rent og lagt madrasser frem. Så bliver børnene puttet, og der er børnene gode til at komme over til mig, række armene op og så ved jeg at de skal have hjælp til at tage blusen af. Jeg er også med til at lægge tæpper på børnene inden jeg går til frokost.
Jeg undgår med vilje alt det praktiske som at vaske gulv, ordne toilet, vaske op og vaske klude. Jeg synes de bruger alt for meget tid på det, men har fundet ud af at rengøring er en del af deres uddannelse. De lære f.eks. hvordan man tørre et bord rigtig af.
Kl. 11.30 spiser vi danske studerende frokost sammen med vores kontaktperson Ha og køkkenpersonalet. Det foregår ved at vi har en hospitalsbakke hver, hvor kød og grøntsager er lagt på og så fylder man selv om med ris. Suppen står på bordet, så det kan man tage hvis man lyster.
Bagefter har vi pause til kl. 14, som for det meste bruges på at sove i.
Tilbage i klassen er det tid til at rydde madrasser og tæpper væk, hvilket børnene klare med hjælp fra de voksne. Pigerne får også sat hår, hvilket jeg er super dårlig til. Jeg får lov gang på gang når pigerne komme med børste og elastikker, men deres hår er simpelthen for glat til at jeg kan strammes det så meget, at det bliver pænt uden buler. De skal jo se godt ud når forældrene henter dem.
Inden de skal have undervisning får de noget eftermiddags snack, hvor jeg hjælper til med at øse op eller dele ud. Her er det nemlig kun en portion til hver, som for det meste består af nuddelsuppe eller noget ris.
Eftermiddags undervisningen kan være klaver, dans og engelsk. Drengene har kung fu om formiddagen, men det har samme princip som eftermiddags undervisningen hvor der komme en lærer ude fra. Her er jeg tit med på en kigger. Jeg elsker kung fu og dans, for der kan man virkelig se at børnene hygger sig.
Hver mandag har min klasse engelsk hvor jeg er med som lærer. Tit forklare jeg opgaverne eller aktiviteterne på engelsk og så oversætter Ha eller Do Anh, som er de to engelsk lærere. Vi danske studerende er også meget til planlægningen af engelsktimerne, så der har vi lidt indflydelse.
Resten af eftermiddagen går med at lege, rydde op og gøre rent. Jeg prøver så godt jeg kan at hjælpe forældrene med at få kontakt til deres barn inde i klasse, men jeg er ikke altid så god til at huske forældrene eller bedsteforældrene. Normalt råber lærerne bare barnets navn når det skal hentes, men det bryder jeg mig virkelig ikke om. Jeg har fundet min egen måde, så jeg sætter mig ned ved siden af barnet, får kontakt og peger så hen på døren, så barnet kan se at det skal hjem. Det fungere super godt, og forældrene synes det er herligt.
Kl. 16.45 bliver jeg tit hentet af Tina der siger at det er tid til at gå hjem. Jeg er så dårlig til at holde øje med tiden til sidst, fordi det er tit der at jeg har tid til at snakke med Hoa og få svar på alle mine spørgsmål.
Inden vi tager bussen hjem, skifter vi til vores almindelige tøj igen.
På vej hjem fra bussen smutter vi forbi grøntsags gaden hvor vi handler ind til aftensmaden.
Omkring kl. 17.30 spiser vi så aftensmad og slutter af med frugt som dessert.
Aftnerne bruger jeg på at skrive blog, svare på mails, rydde op, lave opgaver fra seminariet eller forberede aktiviteter til børnehaven. Aftnerne går ret hurtigt, og den bliver mest brugt på vores værelser.
Mandag aften er KOTO-aften. Det består at vi tager på til West Lake og mødes med en masse unge, de to ansvarlige og andre frivilligt. Pointen med aftenen er at vi frivillige skal snakke med de unge, så de bliver bedre til engelsk og derud over laver vi sociale aktiviteter som lege.
KOTO er startet som et australsk projekt, hvor en utilpassede unge bliver hjulpet til at få en uddannelse inden for restaurations branchen. Restauranten hedder KOTO og de unge arbejder der med støtte og får derudover undervisning på et center hvor de lære om branchen og lære engelsk.
Den første tirsdag om måneden er der dansker aften på den danske ambassade, så der er vi oppe og drikke en øl og møde andre danskere i Vietnam. Smadder hyggeligt.
Alle udflugter, byture og gøremål som handling, rengøring og shopping foregår i weekenden, hvor vi har overskud. Det sidste stykke tid vi er her, har vi fri fredag, så vi faktisk har forlænget weekenden. Aftnerne er helt anderledes og der spiser vi også på restaurant. Det bliver tit til pizza, spagetti eller noget andet end ris, som vi har spist hele ugen i børnehaven.
Rengøringen har vi valgt at overlade til andre, så vi har rengøringsdame hver søndag fra 10-14. Det er bare så skønt ikke at skulle tænke på, og hun skal ikke have mere end 600.000 dong om måneden, hvilket svare til 200 dk.kr. Det er fundet for de penge.
Vi har valgt at skifte rengøringsdame, fordi vi ikke rigtig gik i spænd. Hun gad ikke rigtig arbejde søndag, som vi gerne ville have, hun havde altid ondt i hovedet når hun kom osv. Til sidst ringede hendes veninde og sagde hun ville have mere i løn eller flere dage, og så blev vi enige om at finde en ny, hvilket var ret nemt.
I løbet af den første måned i børnehaven, blev vi bedt om at lave en arbejdsplan for hele vores tid hernede, så de kunne se hvornår vi skulle have ferie. Det gav mig et godt overblik over tiden hernede og gjorde det nemmere at overskue. Derudover fik vi også snakket ferie og diskuteret os frem til hvor vi gerne ville hen, og hvad vi skulle se.
Det blev til Sa Pa, Halong Bay, Hoi An, Hue og Saigon til at starte med og derudover har jeg 3 uger inden jeg rejser hjem, til at komme rundt at se landet. Det giver et helt andet indblik i landet.
Derudover har jeg også set Vietnam sammen med mine forældre. Det har været rigtig rart at have dem på besøg, og jeg håber virkelig at min bror og Eske også kommer en tur forbi. Det er skønt at få besøg, fordi mange af tingene hernede kan ikke forklares. De skal ses. F.eks. tror jeg at mine forældre synes det lød underligt at jeg blev træt af ris og synes at menneskerne hernede kunne være ubehagelige fordi de stirre og snyder. Men nu efter de har været her, kan de udmærket forstå mig. De synes jeg var rigtig hård mod gadesælgere, men efter 3 uger hernede, var de selv blevet sådan. Det bliver rigtig dejligt at komme hjem, og vide at nogle af dem har jeg set land jeg har levet i, og kan forstå mine undren.
Jeg er sikker på at når jeg kommer hjem, finder jeg ud af at jeg har ændret mig rigtig meget. Nogle gange tænker jeg på hvordan det bliver at komme hjem, og skal til at vænne sig til en anden kultur igen. Heldigvis ligger den danske kultur dybt i mig, men tror der skal graves lidt. Jeg tror også at jeg har lært at sætte pris på mange små ting i hverdagen og har fundet ud af hvilke værdier der er vigtige for mig.
I forhold til min faglige udvikling, tror jeg også der er sket en del. Jeg har set en hel anden måde at opdrage børn på og en helt anden måde at undervise på. Jeg har via mine observationer set ting, som jeg har synes har været geniale, men desværre også ting jeg afskyer. Begge dele tror jeg er med til at styrke min bevidsthed om undervisning, sociale relationer, opdragelse osv.
Kropssproget er noget der har betydet meget for mig hernede, og jeg er blevet rigtig god til at vise hvad jeg føler og hvad jeg gerne vil sige. Jeg tror det er en stor fordel når man skal hjem og arbejde i en pædagogisk praksis.
Alt i alt har jeg lært rigtig meget om mange ting, i de 3 måneder jeg har været i Vietnam, og jeg håber det fortsætte det sidste stykke tid også. Det har været en hård proces at komme til et andet land og få et kulturchok uden lige. Jeg havde aldrig med at jeg nogen sinde ville vænne mig til deres trafik og deres stirren. Men det har jeg. Dette er mit hjem, for et halvt år, men både gode og dårlige sider.
Jeg synes det er vildt at mennesker er så omstillingsparate, at det er muligt at vænne sig til en helt anden kultur, som man oven i købet ikke forstår. Jeg synes virkelig vietnamesere er et underligt folkefærd, men jeg har lært mig selv at det er ikke alt det skal forstås, men at de selvfølgelig har en grund til at gøre som de gør. Nogle ting når jeg at finde svar på, mens andre ting bare ting, som jeg ikke forstår, men må leve med fordi jeg er i en anden kultur.Men Vietnam er et spændende land og jeg synes det er interessant at prøve at forstå, hvorfor de gør som de gør, fordi det er en del af deres kultur og værdier.
lørdag den 26. april 2008
Ferie i Hoi An og Hue
Lørdag den 12 april gik turen med taxa til lufthavnen, hvor vi skulle med fly til Da Nang. Vi var i god tid og til vores store forbløffelse holdt der en taxa lige ude på vejen og vi fik nemt forhandlet en rimelig pris. Det viste sig bare at denne chauffør var så træt, at han næsten sov foran rattet. Mor og jeg sad på bagsædet og kunne se ham i bakspejlet. Det var virkelig væmmeligt og far prøvede at snakke lidt med ham for at holde ham vågen, men hans engelske var ret begrænset. Hele vejen kunne vi se ham sidde enten at slå sig i hovedet eller have hovedet ude af vinduet for at få luft. Heldigvis nået vi helt frem, selvom jeg næsten tror hans øjne var lige så meget lukkede som de var åbne.
Flyveturen gik fint, men så kom næste problem. Vi havde bestilt pick up af hotellet i Hoi An, som skulle hente os i lufthavnen, men igen kom. Far kontaktede selskabet vi havde booket igennem og fik af vide at vi skulle tage en taxa på hotellets regning. Det forklarede vi taxachaufføren og vi begav os af sted. Fremme ved hotellet forklarede vi receptionisten problemet men hun nægtede at betale taxaen. Vi blev mere og mere irriteret, men fik hende til at ringe til firmaet vi havde booket igennem og fik det klaret sådan at de betalte. Endelig.Desværre var der en kæmpe kakerlak på min sengegavl, og den var for hurtig til at far kunne fange den, så jeg havde besluttet mig for at sove sammen med mor og så kunne far få mit værelse. Men tilfældigvis kom en rengøringsdame forbi, flyttede sengen slog kakerlakken bevidstløs og smed den ud af vinduet. Skønt. Fra den dag af rykkede jeg bare sengen ud fra væggen, så de ikke kunne komme op i min seng, men jeg så ikke andre. Til gengæld delte jeg værelse med en lille borebille eller noget i den stil. Den gnavede sig rundt i mit skab, så jeg til tider blev helt skør af den lyd, men jeg lærte at vænne mig til det.
Hoi An var uden lige ferieparadis. Det var bare så skønt og så havde vi vejret med os. De fleste af dagene tilbragte vi på stranden, fordi det simpelthen var for varmt at lave andet. Det var så varmt at man brændte fødderne i sandet på vej ned til vandet. Vandet var vidunderligt og der var en let brise, så man ikke lå og kogte. Skønt og flot var det.
Om eftermiddagen og aftenen var vi inde i Hoi An by, og det var helt vildt. Der var butikker og markeder overalt og fik kunne næsten ikke lade være med at shoppe igen. Aldrig har jeg været med til at købe så meget på så kort tid. Men det var skønt og vi var alle med. Mor fandt noget hele tiden som hun plejer, men far var også med til mange af indkøbene. Og så var der mig som måtte prutte med priserne til den store guldmedalje og klare det med betaling fordi jeg kender sedlerne.
Der var skrædder butikker over alt og fik vi lavet en masse fint tøj. Man blev målt den ene dag og kunne hente sit tøj den næste. Det er virkelig imponerende. Mor har også læst noget med at de skrædderfabrikkerne kører i døgndrift, så det er 3 holds skift. Vi fandt en familie der fik det syet lige i øjet hver gang. Så far fik jakke, bukser og skjorter, og mor og jeg fik nederdele, kjoler, bukser og bluser. Det var så billigt. Vi gav 15$ for en kjole og 10$ for en nederdel. Og så kunne man jo selv designe den så den blev som man gerne ville have den perfekt.
Der var også skomagere i massevis. Der gik man ind og fandt den model man gerne ville have, valgte materialet og farvel plus hvilken hæl man gerne ville have på. Til sidst fik man tegnet et aftryk af sin fod og den blev mål. Og skoene var klar dagen efter. Det er da bare vild luksus.
Vi var også en smule kulturelle. Vi var rundt og se Hoi An by med den Kinesiske bro og det franske kvarter. Vi var også nede og se havnen som hører til fiskerbyen og fik os en sejltur på floden.
Mai og hendes mor var i Hoi An samtidig med os, så dem mødtes vi med den ene aften og spiste middag. Det var hyggeligt at dele oplevelserne vi havde haft.
Vi bookede også en tur sammen ud til My Son. Det ligger 50km sydvest fra Hoi An og vi blev kørt derud i bus. My Son er en del af et kongerige, som er den mest berømte helligdom. Et kæmpe område med gamle tårne og templer, der er opført i 600 tallet. Desværre blev det bombet under krigen af amerikanere, som valgte at gøre området til et sted, hvor alle resterende bomber måtte smides og der måtte skydes på alt og alle.
Vores guide på turen var ret dårlig til engelsk og vi var desværre en rigtig stor gruppe, så jeg har været nødt til at læse lidt om der i Turen går til Vietnam.
Ærligtalt var turen ikke helt i top. Vi gik rundt og så bygningerne, gik i jungle og kørte jeep.
Turen hjem skulle foregå med båd og der var også frokost inkluderet i prisen. Problemet var bare så båden måtte proppes før vi kunne være der, og maden bestod af en lille tallerken ris med dåse kød og grøntsager. Ikke lige det vi havde regnet med, så ham der havde solgt os turen, fik en lille opsang da vi kom hjem.
Det var en super flot tur og vi havde stop ved marmor bjergene, China Beach hvor man desværre ikke måtte bade og Hai Vân passet. Derudover stoppede vi oppe i bjergene for at tage billeder og til sidst ved en fin strand hvor der var mulighed for at bade. Det var dog kun far der badede mens mor og jeg hold øje med alle dem der fangede rejer i vandet.
Den eneste forhindring vi havde på turen var, at vi løb ind i et lokalt cykelløb. Lige ved en bro blev vi guidet ind til siden af motorcykler der råbte og afspillede sirener. Det var nu meget sjovt at se, og i stedet for service vogne som man har i touren, kom der motorcykler kørende med hjul hængende på siderne.
I Hue var der virkelig varmt og vi kunne næsten ikke holde ud at gå rundt. Vi valgte at tage en cykeltaxa rundt om citadellet. Mændene der cyklede os rund var meget venlige og prøvede ihærdigt at snakke engelsk med os. Vi brugte dem også som guider, da de stoppede ved forskellige seværdigheder.
Bagefter gik vi os en tur inde i Citadellet hvor vi så den forbudte by. Der var mange af bygningerne der var under ombygning, men vi fik set det hele, men mig som guide dvs. oplæser af ”Turen går til Vietnam”. God bog. 
Indbyggerne i Hue er rigtig glade for danskere og kalder os deres venner. Det er fordi at Danmark har været med til at investere i bryggeriet Huda. Hu = Hue og Da = Danmark.
Den sidste dag måtte mine forhandlingsevner tager i brug igen. Vi ville gerne have en sejltur på foden og det skulle være til en god pris. Det lykkedes og vi fik to kopper kaffe med i købet. Da vi er hoppet ombord på båden står der et ungt engelsk par og snakker med vores kaptajn der ikke kan en meter engelsk. Jeg går ud til dem og vi beslutter at de kan sejle sammen med os. Det passe absolut ikke vores kaptajn og den kaptajn der havde fået fat i dem. Efter lange diskussioner hopper der engelske par op på båden mens kaptajnen hiver i dem for at blive på land. Vi får forhandlet os frem og kommer endelig af sted. En rigtig hyggelig tur gennem en fisker landsby. Her kunne man se en familie ved bredden. Moren vaskede tøj, drengen badede og faren tissede i vandet – alt sammen inden for 5 meters afstand. Ulækkert.
Da vi skulle fra hotellet og til lufthavnen, kom en af sønnerne og hentede os. Hans datter fik lokket sig med, og blev pludselig placeret foran hvor far sad. Faren sagde ingen ting, og datteren stod forskræmt foran far. Heldigvis tøede hun op undervejs, da jeg fortalte far at han nok ikke skulle holde om hende, fordi det måske var det der gjorde hende bange. Far var ikke meget for at slippe hende, hvis der nu skulle ske noget, men som jeg fortalte ham så gør hun det sikkert hver dag.Sidst på turen begyndte hun at snakke til far og han var ked af han ikke forstod hende. Men så måtte jeg jo forklare at det er sådan vi har det i børnehaven, og man vænner sig til bare at smile, pege eller sige noget tilbage på dansk.
Flyveturen gik fint, men så kom næste problem. Vi havde bestilt pick up af hotellet i Hoi An, som skulle hente os i lufthavnen, men igen kom. Far kontaktede selskabet vi havde booket igennem og fik af vide at vi skulle tage en taxa på hotellets regning. Det forklarede vi taxachaufføren og vi begav os af sted. Fremme ved hotellet forklarede vi receptionisten problemet men hun nægtede at betale taxaen. Vi blev mere og mere irriteret, men fik hende til at ringe til firmaet vi havde booket igennem og fik det klaret sådan at de betalte. Endelig.Desværre var der en kæmpe kakerlak på min sengegavl, og den var for hurtig til at far kunne fange den, så jeg havde besluttet mig for at sove sammen med mor og så kunne far få mit værelse. Men tilfældigvis kom en rengøringsdame forbi, flyttede sengen slog kakerlakken bevidstløs og smed den ud af vinduet. Skønt. Fra den dag af rykkede jeg bare sengen ud fra væggen, så de ikke kunne komme op i min seng, men jeg så ikke andre. Til gengæld delte jeg værelse med en lille borebille eller noget i den stil. Den gnavede sig rundt i mit skab, så jeg til tider blev helt skør af den lyd, men jeg lærte at vænne mig til det.
Hoi An var uden lige ferieparadis. Det var bare så skønt og så havde vi vejret med os. De fleste af dagene tilbragte vi på stranden, fordi det simpelthen var for varmt at lave andet. Det var så varmt at man brændte fødderne i sandet på vej ned til vandet. Vandet var vidunderligt og der var en let brise, så man ikke lå og kogte. Skønt og flot var det.
Om eftermiddagen og aftenen var vi inde i Hoi An by, og det var helt vildt. Der var butikker og markeder overalt og fik kunne næsten ikke lade være med at shoppe igen. Aldrig har jeg været med til at købe så meget på så kort tid. Men det var skønt og vi var alle med. Mor fandt noget hele tiden som hun plejer, men far var også med til mange af indkøbene. Og så var der mig som måtte prutte med priserne til den store guldmedalje og klare det med betaling fordi jeg kender sedlerne.
Der var skrædder butikker over alt og fik vi lavet en masse fint tøj. Man blev målt den ene dag og kunne hente sit tøj den næste. Det er virkelig imponerende. Mor har også læst noget med at de skrædderfabrikkerne kører i døgndrift, så det er 3 holds skift. Vi fandt en familie der fik det syet lige i øjet hver gang. Så far fik jakke, bukser og skjorter, og mor og jeg fik nederdele, kjoler, bukser og bluser. Det var så billigt. Vi gav 15$ for en kjole og 10$ for en nederdel. Og så kunne man jo selv designe den så den blev som man gerne ville have den perfekt.
Der var også skomagere i massevis. Der gik man ind og fandt den model man gerne ville have, valgte materialet og farvel plus hvilken hæl man gerne ville have på. Til sidst fik man tegnet et aftryk af sin fod og den blev mål. Og skoene var klar dagen efter. Det er da bare vild luksus.Vi var også en smule kulturelle. Vi var rundt og se Hoi An by med den Kinesiske bro og det franske kvarter. Vi var også nede og se havnen som hører til fiskerbyen og fik os en sejltur på floden.
Mai og hendes mor var i Hoi An samtidig med os, så dem mødtes vi med den ene aften og spiste middag. Det var hyggeligt at dele oplevelserne vi havde haft.
Vi bookede også en tur sammen ud til My Son. Det ligger 50km sydvest fra Hoi An og vi blev kørt derud i bus. My Son er en del af et kongerige, som er den mest berømte helligdom. Et kæmpe område med gamle tårne og templer, der er opført i 600 tallet. Desværre blev det bombet under krigen af amerikanere, som valgte at gøre området til et sted, hvor alle resterende bomber måtte smides og der måtte skydes på alt og alle.
Vores guide på turen var ret dårlig til engelsk og vi var desværre en rigtig stor gruppe, så jeg har været nødt til at læse lidt om der i Turen går til Vietnam.
Ærligtalt var turen ikke helt i top. Vi gik rundt og så bygningerne, gik i jungle og kørte jeep.
Turen hjem skulle foregå med båd og der var også frokost inkluderet i prisen. Problemet var bare så båden måtte proppes før vi kunne være der, og maden bestod af en lille tallerken ris med dåse kød og grøntsager. Ikke lige det vi havde regnet med, så ham der havde solgt os turen, fik en lille opsang da vi kom hjem.
Så havde mine kære mor fødselsdag, men vi var af sted. Hun blev overrasket med blomster både fra far og fra hotellet. Af mig måtte fik hun med 1 million at shoppe for.
En anden ting der hørte med til dagen var, at shoppe billeder hos en maler overfor hotellet. Far var blevet gode venner med ham, og vi måtte da have nogle billeder med hjem. Vi fik alle 3 valgt nogle billeder vi kunne lide og jeg tror aldrig maleren har solgt for så meget på en gang. Vi fik endda forhandlet os frem til en god pris, og det var stadig super billigt.
Det var en super flot tur og vi havde stop ved marmor bjergene, China Beach hvor man desværre ikke måtte bade og Hai Vân passet. Derudover stoppede vi oppe i bjergene for at tage billeder og til sidst ved en fin strand hvor der var mulighed for at bade. Det var dog kun far der badede mens mor og jeg hold øje med alle dem der fangede rejer i vandet.
Den eneste forhindring vi havde på turen var, at vi løb ind i et lokalt cykelløb. Lige ved en bro blev vi guidet ind til siden af motorcykler der råbte og afspillede sirener. Det var nu meget sjovt at se, og i stedet for service vogne som man har i touren, kom der motorcykler kørende med hjul hængende på siderne.I Hue var der virkelig varmt og vi kunne næsten ikke holde ud at gå rundt. Vi valgte at tage en cykeltaxa rundt om citadellet. Mændene der cyklede os rund var meget venlige og prøvede ihærdigt at snakke engelsk med os. Vi brugte dem også som guider, da de stoppede ved forskellige seværdigheder.Bagefter gik vi os en tur inde i Citadellet hvor vi så den forbudte by. Der var mange af bygningerne der var under ombygning, men vi fik set det hele, men mig som guide dvs. oplæser af ”Turen går til Vietnam”. God bog. Indbyggerne i Hue er rigtig glade for danskere og kalder os deres venner. Det er fordi at Danmark har været med til at investere i bryggeriet Huda. Hu = Hue og Da = Danmark.
Den sidste dag måtte mine forhandlingsevner tager i brug igen. Vi ville gerne have en sejltur på foden og det skulle være til en god pris. Det lykkedes og vi fik to kopper kaffe med i købet. Da vi er hoppet ombord på båden står der et ungt engelsk par og snakker med vores kaptajn der ikke kan en meter engelsk. Jeg går ud til dem og vi beslutter at de kan sejle sammen med os. Det passe absolut ikke vores kaptajn og den kaptajn der havde fået fat i dem. Efter lange diskussioner hopper der engelske par op på båden mens kaptajnen hiver i dem for at blive på land. Vi får forhandlet os frem og kommer endelig af sted. En rigtig hyggelig tur gennem en fisker landsby. Her kunne man se en familie ved bredden. Moren vaskede tøj, drengen badede og faren tissede i vandet – alt sammen inden for 5 meters afstand. Ulækkert.
Da vi skulle fra hotellet og til lufthavnen, kom en af sønnerne og hentede os. Hans datter fik lokket sig med, og blev pludselig placeret foran hvor far sad. Faren sagde ingen ting, og datteren stod forskræmt foran far. Heldigvis tøede hun op undervejs, da jeg fortalte far at han nok ikke skulle holde om hende, fordi det måske var det der gjorde hende bange. Far var ikke meget for at slippe hende, hvis der nu skulle ske noget, men som jeg fortalte ham så gør hun det sikkert hver dag.Sidst på turen begyndte hun at snakke til far og han var ked af han ikke forstod hende. Men så måtte jeg jo forklare at det er sådan vi har det i børnehaven, og man vænner sig til bare at smile, pege eller sige noget tilbage på dansk.
fredag den 25. april 2008
D. Institutionens pædagogik
I Vietnam bruger man ikke ordet pædagog, der er profession lærer. Man kan blive uddannet på college eller universitetet. College uddannelsen tager 3 år og har indlagt praktiker, og den kan udvides med 2 år på universitetet bagefter, som weekendkursus mens man arbejder. Universitets uddannelsen tager 4 år.
Alle de ansatte i børnehaven er læreruddannede, på nær køkken og rengøringspersonale. Lederen har ud over sin universitets uddannelse taget en masteruddannelse i Educational Management.
Aktiviteterne i børnehaven er planlagt ud fra krav, som undervisningsministeriet har opstillet. For det første har de en plan de nøje skal udfylde hver uge, hvor aktiviteterne er beskrevet. For det andet er der krav om, at hver uge indeholder 7 forskellige kategorier indenfor læring. Det er sprog, matematik, bevægelse, musik, kreativitet, personlig & socialudvikling og kulturbevidsthed.
Hver uge har sit eget tema, som lærerne vælger, og aktiviteterne bliver så tilpasset dette emne. Planen skal laves ugen inde, så ledelsen kan nå at godkende den.
F.eks. kunne et tema være frø. Den uge lærere børnene så noget om frø på alle mulige måder, som f.eks. kunne være at plante frø, tegne frø, tælle frø osv. Det er nøje gennemtænkt og afviger kun temaet ved hovedaktiviteten.
Emnerne og aktiviteterne vælges af lærerne i klasserne og nogle gange er det det samme emne over hele skolen, nogen gange er det kun alle de største klasser og andre gange er det kun en klasse. Det vigtigste for dem er at få tilpasset emner og aktiviteter til netop deres klasse og de børnenes behov. Derudover observere og reflekterer lærerne også over aktiviteterne og emnet undervejs, og kan de se det slet ikke fanger børnene ændre de på det og omvendt hvis det fanger børnene kan de have det emne en uge mere.
Børnehaven lægger meget vægt på læring, og det er måske en af grundene til at det hedder en skole og de ansatte er lærere. Både forældre, ledelsen og kommende skoler sætter høje forventninger til børnene og lærerne i børnehaven. De vil have at børnene skal lære noget hver eneste dag og når forældrene henter deres børn spørger de ikke om hvordan deres barn har det, de spørger om hvad deres barn har lært i dag. Der bliver lagt meget vægt på de målbare evner, hvis man kan kalde dem det. Med det mener jeg at det er de fysiske færdigheder som læsning, regning osv. de går op i, mens de sociale og personlige ikke er så vigtigt.
De kommende skoler forventer at børnene kan sidde stille, række hånden op osv., hvilket er noget de forventer at børnehaven har lært dem.
Planen for en dag i min klasse, som er en af de største, ser sådan ud:
7.15 - 7.50 Børnene bliver afleveret og leger med klodser.
7.50 - 8.10 Morgengymnastik i gården for alle klasser.
8.10 - 8.30 Cirkelaktivitet med snak
8.30 - 9.30 Hovedaktivitet
9.30 - 10.30 Hjørneaktiviteter
10.30 - 11.30 Frokost
11.30 - 14.00 Middagslur
14.00 - 14.30 Snack
14.30 - 16.00 Valgfag
16.00 - 17.00 Børnene leger og bliver hentet
17.00 - ? De børn der ikke er blevet hentet bliver fulgt ned i en klasse, hvor de
kan blive indtil deres forældre kommer.
Cirkelaktiviteten er en lærer styret samtale som klassen har. Først tæller børnene hvor mange der er i børnehave og finder frem til dem der er fraværende. Derefter starter læreren en snak, som enten kan være omkring ugens emne, hvad de har lavet i weekenden eller noget helt andet der lige er meningsfuldt den dag.
Hver eneste formiddag har de en hovedaktivitet. Her bliver klassen delt i to hold, så der er mindre at undervise. Det ene hold bliver til undervisning i klassen, mens det andet hold går ud og leger. Her lærere børnene forskellige bogstavskombinationer, at dele et antal på forskellige måder, synge en sang osv. Der er mange muligheder, og lærerne bruger rigtig meget den traditionelle gamle skole, som det var for 40år siden i Danmark. Børnene sidder ved bordene mens læreren står ved tavlen med pegepinden. Meget af undervisningen er baseret på at børnene gentager hvad læreren siger. Heldigvis blandes det med mere aktiv undervisning, hvor børnene får lov at sætte bogstaver sammen i den rigtig rækkefælge vha. papirbogstaver og de får knapper, de skal dele i bunker for at se forskellige muligheder. 
Inden frokost er der hjørneaktiviteter. Det går ud på at klasselokalet er delt ind i forskellige hjørner, hvor der er forskellige aktiviteter. I min klasse har vi learning area, block area, art area, book area og dramatic play area. Lærerne bestemmer hvilke hjørner der har åbent, og fortæller hvad den ugentlige aktivitet i denne uge er, for de passer til temaerne. F.eks. havde vi den ene gang om børnehaven. Der kunne man i block area bygge børnehaven af klodser, i art area kunne man tegne børnehaven osv. Det er meget struktureret og hver eneste aktivitet er overvejet. Børnene kan så vælge hvad de har lyst til, men er der for mange på et af hjørnerne må der byttes rundt. 
Valgfag er aktiviteter hvor der kommer en lærer udefra. Det er en lærer der er uddannet i specielt dette fag. I børnehaven har vi klaver, kung fu, dans og tegning. Derudover er der engelsk undervisning med lærere fra børnehaven en gang om ugen.
Disse fag er valgfag og det vil sige at de ikke er tvungne. Forældrene vælger hvad deres barn skal deltage og betaler så ekstra for disse fag.
De børn der ikke deltager i dagens valgfag, er i klasse sammen med lærerne.
Lærerne kommunikerer meget anderledes end vi gør hjemme i Danmark. For det første tvinger lærerne tit børnene til kontakt, enten ved at hive dem hen til dem og holde fast eller ved at sætte sig helt hen til barnet og så bare vente. Jeg synes det er rigtig ubehageligt at se på, for det er virkelig at overskride barnets grænser. Hvis barnet ikke har lyst til at snakke eller at have fysisk kontakt, skal det være muligt at slippe for. Lærerne driller også børnene jævnligt og jeg har sågar set børn der er begyndt at græde fordi lærerne kørte det så langt ud. Når jeg siger det til lærerne har de meget svært ved at forstå det, fordi som de siger, vi driller ham jo bare, det er for sjov. Det er lidt ligesom om de ikke kan sætte sig ind i børnenes behov og se det fra deres perspektiv. Det er en meget disciplineret og målrettet børnehave.
Hvis lærerne mener at børnene gør noget forkert, håner de dem eller griner af dem. Det er virkelig så nedladende at jeg får helt ondt i maven når det sker. Vi har prøvet igennem vores workshop at stille nogle problemstillinger op, og give løsningsforslag. Det ene var netop det med at den rigtige måde at motivere børn på er ikke at håne og være nedladende, tværtimod er det er prøve at hjælpe dem og opmuntre dem til at prøve igen.
Forældre samarbejde er der ikke meget af, andet end at forældrene stille en masse krav til lærerne. Jeg har flere gange været undrende over at lærerne ikke har noget at skulle have sagt, for i mit hoved burde det jo være dem der viste meget om børn, når de nu har taget en uddannelse. Det er ikke ligesom hjemme i Danmark hvor forældrene kan komme og spørge pædagogerne til råds. Jeg synes det er dybt forkert at lærerne her i Vietnam ikke får lov at bruge sin viden mere end de gør.
Derudover har jeg aldrig set en forældre i klassen, med mindre der var en særlig anledning som en fest. Forældrene står altid ude på gangen og henter eller aflevere børnene. Og derudover ser du sjældent forældre og lærere snakke særlig længe af gangen. Det er ikke sådan at de taget en hyggesnak om dagen eller om barnet, det er mere kort og målrettet. Dog har de en kontaktbog som de kommunikere igennem, men det er bare ikke det samme. Og så vidt jeg har forstået, bliver bogen mest brugt til at påminde om betalinger og ikke noget om psykisk velværd.
Alle de ansatte i børnehaven er læreruddannede, på nær køkken og rengøringspersonale. Lederen har ud over sin universitets uddannelse taget en masteruddannelse i Educational Management.
Aktiviteterne i børnehaven er planlagt ud fra krav, som undervisningsministeriet har opstillet. For det første har de en plan de nøje skal udfylde hver uge, hvor aktiviteterne er beskrevet. For det andet er der krav om, at hver uge indeholder 7 forskellige kategorier indenfor læring. Det er sprog, matematik, bevægelse, musik, kreativitet, personlig & socialudvikling og kulturbevidsthed.
Hver uge har sit eget tema, som lærerne vælger, og aktiviteterne bliver så tilpasset dette emne. Planen skal laves ugen inde, så ledelsen kan nå at godkende den.
F.eks. kunne et tema være frø. Den uge lærere børnene så noget om frø på alle mulige måder, som f.eks. kunne være at plante frø, tegne frø, tælle frø osv. Det er nøje gennemtænkt og afviger kun temaet ved hovedaktiviteten.
Emnerne og aktiviteterne vælges af lærerne i klasserne og nogle gange er det det samme emne over hele skolen, nogen gange er det kun alle de største klasser og andre gange er det kun en klasse. Det vigtigste for dem er at få tilpasset emner og aktiviteter til netop deres klasse og de børnenes behov. Derudover observere og reflekterer lærerne også over aktiviteterne og emnet undervejs, og kan de se det slet ikke fanger børnene ændre de på det og omvendt hvis det fanger børnene kan de have det emne en uge mere.
Børnehaven lægger meget vægt på læring, og det er måske en af grundene til at det hedder en skole og de ansatte er lærere. Både forældre, ledelsen og kommende skoler sætter høje forventninger til børnene og lærerne i børnehaven. De vil have at børnene skal lære noget hver eneste dag og når forældrene henter deres børn spørger de ikke om hvordan deres barn har det, de spørger om hvad deres barn har lært i dag. Der bliver lagt meget vægt på de målbare evner, hvis man kan kalde dem det. Med det mener jeg at det er de fysiske færdigheder som læsning, regning osv. de går op i, mens de sociale og personlige ikke er så vigtigt.
De kommende skoler forventer at børnene kan sidde stille, række hånden op osv., hvilket er noget de forventer at børnehaven har lært dem.
Planen for en dag i min klasse, som er en af de største, ser sådan ud:
7.15 - 7.50 Børnene bliver afleveret og leger med klodser.
7.50 - 8.10 Morgengymnastik i gården for alle klasser.
8.10 - 8.30 Cirkelaktivitet med snak
8.30 - 9.30 Hovedaktivitet
9.30 - 10.30 Hjørneaktiviteter
10.30 - 11.30 Frokost
11.30 - 14.00 Middagslur
14.00 - 14.30 Snack
14.30 - 16.00 Valgfag
16.00 - 17.00 Børnene leger og bliver hentet
17.00 - ? De børn der ikke er blevet hentet bliver fulgt ned i en klasse, hvor de
kan blive indtil deres forældre kommer.
Cirkelaktiviteten er en lærer styret samtale som klassen har. Først tæller børnene hvor mange der er i børnehave og finder frem til dem der er fraværende. Derefter starter læreren en snak, som enten kan være omkring ugens emne, hvad de har lavet i weekenden eller noget helt andet der lige er meningsfuldt den dag.
Hver eneste formiddag har de en hovedaktivitet. Her bliver klassen delt i to hold, så der er mindre at undervise. Det ene hold bliver til undervisning i klassen, mens det andet hold går ud og leger. Her lærere børnene forskellige bogstavskombinationer, at dele et antal på forskellige måder, synge en sang osv. Der er mange muligheder, og lærerne bruger rigtig meget den traditionelle gamle skole, som det var for 40år siden i Danmark. Børnene sidder ved bordene mens læreren står ved tavlen med pegepinden. Meget af undervisningen er baseret på at børnene gentager hvad læreren siger. Heldigvis blandes det med mere aktiv undervisning, hvor børnene får lov at sætte bogstaver sammen i den rigtig rækkefælge vha. papirbogstaver og de får knapper, de skal dele i bunker for at se forskellige muligheder. Inden frokost er der hjørneaktiviteter. Det går ud på at klasselokalet er delt ind i forskellige hjørner, hvor der er forskellige aktiviteter. I min klasse har vi learning area, block area, art area, book area og dramatic play area. Lærerne bestemmer hvilke hjørner der har åbent, og fortæller hvad den ugentlige aktivitet i denne uge er, for de passer til temaerne. F.eks. havde vi den ene gang om børnehaven. Der kunne man i block area bygge børnehaven af klodser, i art area kunne man tegne børnehaven osv. Det er meget struktureret og hver eneste aktivitet er overvejet. Børnene kan så vælge hvad de har lyst til, men er der for mange på et af hjørnerne må der byttes rundt. Valgfag er aktiviteter hvor der kommer en lærer udefra. Det er en lærer der er uddannet i specielt dette fag. I børnehaven har vi klaver, kung fu, dans og tegning. Derudover er der engelsk undervisning med lærere fra børnehaven en gang om ugen.Disse fag er valgfag og det vil sige at de ikke er tvungne. Forældrene vælger hvad deres barn skal deltage og betaler så ekstra for disse fag.
De børn der ikke deltager i dagens valgfag, er i klasse sammen med lærerne.
Lærerne kommunikerer meget anderledes end vi gør hjemme i Danmark. For det første tvinger lærerne tit børnene til kontakt, enten ved at hive dem hen til dem og holde fast eller ved at sætte sig helt hen til barnet og så bare vente. Jeg synes det er rigtig ubehageligt at se på, for det er virkelig at overskride barnets grænser. Hvis barnet ikke har lyst til at snakke eller at have fysisk kontakt, skal det være muligt at slippe for. Lærerne driller også børnene jævnligt og jeg har sågar set børn der er begyndt at græde fordi lærerne kørte det så langt ud. Når jeg siger det til lærerne har de meget svært ved at forstå det, fordi som de siger, vi driller ham jo bare, det er for sjov. Det er lidt ligesom om de ikke kan sætte sig ind i børnenes behov og se det fra deres perspektiv. Det er en meget disciplineret og målrettet børnehave.Hvis lærerne mener at børnene gør noget forkert, håner de dem eller griner af dem. Det er virkelig så nedladende at jeg får helt ondt i maven når det sker. Vi har prøvet igennem vores workshop at stille nogle problemstillinger op, og give løsningsforslag. Det ene var netop det med at den rigtige måde at motivere børn på er ikke at håne og være nedladende, tværtimod er det er prøve at hjælpe dem og opmuntre dem til at prøve igen.
Forældre samarbejde er der ikke meget af, andet end at forældrene stille en masse krav til lærerne. Jeg har flere gange været undrende over at lærerne ikke har noget at skulle have sagt, for i mit hoved burde det jo være dem der viste meget om børn, når de nu har taget en uddannelse. Det er ikke ligesom hjemme i Danmark hvor forældrene kan komme og spørge pædagogerne til råds. Jeg synes det er dybt forkert at lærerne her i Vietnam ikke får lov at bruge sin viden mere end de gør.
Derudover har jeg aldrig set en forældre i klassen, med mindre der var en særlig anledning som en fest. Forældrene står altid ude på gangen og henter eller aflevere børnene. Og derudover ser du sjældent forældre og lærere snakke særlig længe af gangen. Det er ikke sådan at de taget en hyggesnak om dagen eller om barnet, det er mere kort og målrettet. Dog har de en kontaktbog som de kommunikere igennem, men det er bare ikke det samme. Og så vidt jeg har forstået, bliver bogen mest brugt til at påminde om betalinger og ikke noget om psykisk velværd.
Sa Pa
Turen til Sa Pa var bestilt gennem mor og fars hotel, så vi skulle der forbi og have billetterne. Så efter at have pakket nye tasker her hos mig, tog vi en taxa ind til hotellet. Men fordi jeg jo havde mine kære forældre med, skulle det jo ikke gå smertefrit. Chaufføren kørte i den helt forkerte retning og jeg viste ham igen og igen kortet på hotellet og fortalte ham at det var inde ved Hoan Kiem søen. Han sagde selvfølgelig bare ”yes yes”. Da han langt om længe kører i den rigtige retning, tager han en smutvej gennem en ambassade indkørsel og bliver stoppet af politiet. Han må sige ud af bilen og snakke med dem, mens taxameteret tikker derudaf. Da han stikker hovedet ind i bilen for at hente sine registreringspapirer, som er gemt inde i rattet, beder jeg ham slukke taxameteret, men han forstår det ikke. Vi bliver en lille smule utålmodige da han begynder at stå og ryge med de her politibetjente, så vi beslutter os for at stige af. Men i det samme kommer han ind og vi kører videre, desværre stadig i forkert retning. Pludselig stopper han på en gade og siger det er her. Jeg ryster på hovedet og viser ham der på kortet, men han bliver ved. Vi står af, giver ham lidt penge (mindre end det taxameteret viste) og fandt en ny taxa. Heldigvis når vi det alligevel til tiden.
Vi får togbilletterne og receptionisten siger at der er en fejl på vores billetter tilbage igen. Han viser os at der står vi skal med et SP8 tog, men vi i virkeligheden skal med et SP2 tog. Han siger at han har rettet fejlen og vi får de rigtige billetter på stationen dernede, når vi bytter kuponerne til billetter. Desværre stolede vi på ham, hoppede i en taxa og kørte til stationen.
Toget var fint og rart og vi skulle sove sammen med en hollænder vi havde mødt på båden i Halong Bay. Det eneste problem ved det fine tog var, at aircondition var sat på fuld styrke, så vi frøs i løbet af natten.
Busturen fra stationen og til Sa Pa gik stille og roligt i den store bus vi havde fået. Han kørte yderst forsigtigt, så der var rig mulighed for, endnu en gang for mit vedkommende, at nyde udsigten op af bjerget. Derefter fik vi morgenmad, blev vi tjekket ind på hotellet og mødte vores guide Mee. Mine forældre så lidt skeptisk ud da den lille pige præsenterede sig som guide, men hun var vældig god til engelsk så det var jo et plus.
Første tur gik ned til landsbyerne Cat Cat og Sin Cat, hvor vi gik i bagende sol. Det var virkelig varmt, men det gjorde at vi havde en masse pauser og en masse tid til at nyde landskabet. Mee kunne svare på alle vores spørgsmål og fortalte også en masse undervejs.
Da turen gik op igen, kunne vi vælge mellem at gå eller tage en motorbike. Far tog en motorbike, da han stadig følte at han kørte tog, mens mor og jeg gik op sammen med Mee. Jeg spurgte om vi kunne tage en shortcut, som vi havde gjort sidst jeg var der, men hun vidste ikke helt om min mor kunne klare det. Jeg mente jo sagtens at hun kunne, men Mee ville gerne høre det fra min mor. Heldigvis var hun også med på det. Så vi kravlede op af skrænterne og slap for at gå af de lange snoede asfaltveje.
Om eftermiddagen var vi rund og kigge på marked og butikker. Mor fik købt en masse fine tørklæder og nogle bluser. Derefter tog vi os et lille hvil på en cafe mens vi studerede de indfødtes sælgertricks og deres forskellige dragter og hovedbeklædninger.
Anden dagen stod den på trekking næsten hele dagen. Det var den samme rute som jeg gik sidst jeg var der, så jeg kunne advare mine forældre om de stejle skråninger og de små områder hvor man skulle hoppe på sten. Ligesom sidst havde man indfødte med på slæb og igen viste de sig jo at blive til nytte. 
Jeg klarede det meget bedre denne gang og fik også ros af damerne der fulgte os. Mor er jo halvt bornholmer, så som far siger, hopper hun jo i fjelde som en bjergged, så hun holdt fortrop hele vejen. Damen hun gik sammen med var gravid og mor var meget imponeret over at hun sådan kunne hoppe rundt og hjælpe turister. Men hun kunne se på mor hver gang hun havde brug for hjælp og stod der øjeblikkeligt. 
Far havde fået en ældre dame, som var en hel del mindre end ham. Det så helt komisk ud når hun støttede ham, men hun klarede det godt. Far havde også investeret i en vandrepind, som han fik meget glæde af, da han sådan skulle kravle rundt.
Da vi nåede til spise stedet fik hver af vores hjælpedamer 100.000 dong hver, og vi fik forhandlet os frem til en taske, et armbånd og en fløjte. Inden vi gik ind fik vi en lille ekstra ting, fordi vi nok havde betalt god overpris på nogle af tingene.
Efter frokosten gik vi resten af vejen til den by, hvor man gør homestay. Der skulle vi dreje væk fra byen mens dem der skulle overnatte skulle ind i byen. Desværre kunne jeg ikke vise mine forældre det hus jeg havde boet i sidst jeg var her.
Hjemme på hotellet fik vi os et hurtigt bad, inden bussen samlede os op og vi blev sat af på en restaurant hvor vi skulle spise aftensmad. Det var også der vi skulle have byttet billetter, og selvfølgelig var der ikke styr på dem. Receptionisten fra hotellet i Hanoi havde ikke fået rettet dem, så der var en farlig ballade. Vi blev nødt til at tage det tog, som havde været forkert, og ikke var den luksus vi havde betalt for. Det var ikke så slemt så det jeg kørte med, men et sted midt i mellem. Bare irriterende når man har betalt for noget andet. Og denne gang fik vi en snorkende kineser som ikke kunne et klap engelsk, så det var ikke noget hit. Men vi kom igennem og landede i Hanoi tidligt om morgenen, hvorefter vi gik hjem til mig og sov et par timer, inden vi skulle pakke til næste tur som havde afgang om aftenen.
Vi får togbilletterne og receptionisten siger at der er en fejl på vores billetter tilbage igen. Han viser os at der står vi skal med et SP8 tog, men vi i virkeligheden skal med et SP2 tog. Han siger at han har rettet fejlen og vi får de rigtige billetter på stationen dernede, når vi bytter kuponerne til billetter. Desværre stolede vi på ham, hoppede i en taxa og kørte til stationen.
Toget var fint og rart og vi skulle sove sammen med en hollænder vi havde mødt på båden i Halong Bay. Det eneste problem ved det fine tog var, at aircondition var sat på fuld styrke, så vi frøs i løbet af natten.
Busturen fra stationen og til Sa Pa gik stille og roligt i den store bus vi havde fået. Han kørte yderst forsigtigt, så der var rig mulighed for, endnu en gang for mit vedkommende, at nyde udsigten op af bjerget. Derefter fik vi morgenmad, blev vi tjekket ind på hotellet og mødte vores guide Mee. Mine forældre så lidt skeptisk ud da den lille pige præsenterede sig som guide, men hun var vældig god til engelsk så det var jo et plus.
Første tur gik ned til landsbyerne Cat Cat og Sin Cat, hvor vi gik i bagende sol. Det var virkelig varmt, men det gjorde at vi havde en masse pauser og en masse tid til at nyde landskabet. Mee kunne svare på alle vores spørgsmål og fortalte også en masse undervejs.
Da turen gik op igen, kunne vi vælge mellem at gå eller tage en motorbike. Far tog en motorbike, da han stadig følte at han kørte tog, mens mor og jeg gik op sammen med Mee. Jeg spurgte om vi kunne tage en shortcut, som vi havde gjort sidst jeg var der, men hun vidste ikke helt om min mor kunne klare det. Jeg mente jo sagtens at hun kunne, men Mee ville gerne høre det fra min mor. Heldigvis var hun også med på det. Så vi kravlede op af skrænterne og slap for at gå af de lange snoede asfaltveje.
Om eftermiddagen var vi rund og kigge på marked og butikker. Mor fik købt en masse fine tørklæder og nogle bluser. Derefter tog vi os et lille hvil på en cafe mens vi studerede de indfødtes sælgertricks og deres forskellige dragter og hovedbeklædninger.
Anden dagen stod den på trekking næsten hele dagen. Det var den samme rute som jeg gik sidst jeg var der, så jeg kunne advare mine forældre om de stejle skråninger og de små områder hvor man skulle hoppe på sten. Ligesom sidst havde man indfødte med på slæb og igen viste de sig jo at blive til nytte. Jeg klarede det meget bedre denne gang og fik også ros af damerne der fulgte os. Mor er jo halvt bornholmer, så som far siger, hopper hun jo i fjelde som en bjergged, så hun holdt fortrop hele vejen. Damen hun gik sammen med var gravid og mor var meget imponeret over at hun sådan kunne hoppe rundt og hjælpe turister. Men hun kunne se på mor hver gang hun havde brug for hjælp og stod der øjeblikkeligt. Far havde fået en ældre dame, som var en hel del mindre end ham. Det så helt komisk ud når hun støttede ham, men hun klarede det godt. Far havde også investeret i en vandrepind, som han fik meget glæde af, da han sådan skulle kravle rundt.Da vi nåede til spise stedet fik hver af vores hjælpedamer 100.000 dong hver, og vi fik forhandlet os frem til en taske, et armbånd og en fløjte. Inden vi gik ind fik vi en lille ekstra ting, fordi vi nok havde betalt god overpris på nogle af tingene.
Efter frokosten gik vi resten af vejen til den by, hvor man gør homestay. Der skulle vi dreje væk fra byen mens dem der skulle overnatte skulle ind i byen. Desværre kunne jeg ikke vise mine forældre det hus jeg havde boet i sidst jeg var her.
Hjemme på hotellet fik vi os et hurtigt bad, inden bussen samlede os op og vi blev sat af på en restaurant hvor vi skulle spise aftensmad. Det var også der vi skulle have byttet billetter, og selvfølgelig var der ikke styr på dem. Receptionisten fra hotellet i Hanoi havde ikke fået rettet dem, så der var en farlig ballade. Vi blev nødt til at tage det tog, som havde været forkert, og ikke var den luksus vi havde betalt for. Det var ikke så slemt så det jeg kørte med, men et sted midt i mellem. Bare irriterende når man har betalt for noget andet. Og denne gang fik vi en snorkende kineser som ikke kunne et klap engelsk, så det var ikke noget hit. Men vi kom igennem og landede i Hanoi tidligt om morgenen, hvorefter vi gik hjem til mig og sov et par timer, inden vi skulle pakke til næste tur som havde afgang om aftenen.
torsdag den 24. april 2008
Halong Bay
Tirsdag morgen på vej over mod Litteraturtemplet, hvor jeg skulle samles op af bussen til Halong Bay, bliver jeg ringet op af en forvirret dame, der siger at hendes chauffør venter på mig og han er ret utålmodig fordi han ikke kan finde mig. Jeg kigger på mit ur og forklare hende at jeg er på vej og kan se den lyserøde bus der venter på mig. Da jeg er næsten helt henne ved bussen begynder han at køre. Jeg prøver at vinke til ham, man han ser ikke noget og jeg går efter mens jeg ringet til hende damen. Jeg forklare at bussen er kørt lige foran næsen på mig, og hun siger bare at han ikke kunne vente mere. Heldigvis ser chaufføren mig, åbner døren i et kryds og jeg hopper ind. Jeg undre mig meget over tiden, men da jeg ser på uret i bussen går det 10min for hurtigt, hvilket forklare det hele meget bedre. Han mener jeg er kommet for sent og jeg selv mener jeg er kommet et par minutter før tid.
Mens jeg sidder i bussen på vej ind til mor og fars hotel ringer far bekymret og siger at bussen ikke kan finde mig. Jeg forklare det hele og siger jeg er på vej. Han samler folk op ved forskellige hoteller på vejen og da vi når ind til mor og far vinker jeg til dem. De kommer over mod bussen, men inden de når helt frem kører bussen. Jeg prøvet febrilsk at forklare guiden at han skal stoppe bussen fordi der er flere der skal med. Han siger nej og viser mig hans seddel. Jeg prøvet at fortælle ham at jeg skal sammen med mine forældre og han siger at han har styr på det og jeg ikke skal være bekymret. Typisk. Lidt efter ringer min mor og fortæller at de komme med en anden bus, og at ham på hotellet ikke ved hvorfor vi ikke kom med samme bus. Men at vi mødes nede ved båden, og min mor havde sagt til guiden at de ikke steg på nogen båd uden mig. Det værste af det hele var at jeg ikke havde det så godt og min far havde købt cola til mig, så jeg kunne klare den lange køretur. Men heldigvis klarede jeg den og mødte dem ved båden inden vi hoppede på.
For at komme ud på vores båd skulle vi sejle med en mindre båd ud til den. Først troede vi det var fordi den var for stor til at komme ind, men senere fandt vi ud af grunden.
Vi steg ombord og fik indlogeret os i nogle små hyggelige kahytter. Ikke ret store, men der var en seng og et bad.
Derefter var der frokost og så lagde vi os op på dækket på nogle solsenge i det dejlige vejr. Det var skønt, men vi begyndte at undre os over at vi sejlede i ring. Far, som altid er så nysgerrig, snusede lidt rundt og fandt ud af at der var problemer med motoren, så vi lå for anker mens de gang på gang afprøvede den.
Men endelig langt om længe kom vi af sted. Vi ved ikke helt hvor meget vi var gået glip af i dagens program, for vi kendte ikke dagens program, men noget må vi have misset.
Da vi kom et godt stykke ud, kom der en lille båd og hentede os, og sejlede os ind til en grotte. Det var en meget lille båd til så mange mennesker, men det gik. Vi fik en fin rundtur inde i grotten, men det var godt nok svært at forstå hvad guiden sagde. De er ikke særlig gode til engelsk, men lidt fik vi da ud i det.
Tilbage på båden var der mulighed for at bade inden maden, men jeg holdt mig til mor oppe i solen, mens far tog sig en dukkert..
Efter aftensmaden solgte personalet perlesmykker og mor og jeg fik købt en hver. Derefter var der bare afslapning og snak med de forskellige mennesker af forskellig nationalitet. Vi snakkede med et norsk par der havde været på rundrejse i 3 måneder og var ved at tænke på at skulle tilbage.
Mor og far havde fået et frugtfad af besætningen, men vi fandt aldrig ud af hvorfor? Enten fordi de havde luksusrummet eller måske fordi der var sket den fejl med busserne. Ingen ved det, men det var skønt at sidde at nyde frugt på en båd mens solen gik ned.
Dagen efter, da vi havde spist morgenmad, var der mulighed for at sejle kajak ind gennem nogle grotter. Mor og far tog sig en tur med de andre, mens jeg blev hjemme på båden. Jeg var stadig ikke på toppen, så havde ikke kræfterne. Men det havde været en flot tur, selvom mor ikke var helt tilfreds med at hun var blevet våd af at sejle. Far synes mere problemet havde været at kommunikere med mor mht. højre og venstre. 
Mens jeg sidder i bussen på vej ind til mor og fars hotel ringer far bekymret og siger at bussen ikke kan finde mig. Jeg forklare det hele og siger jeg er på vej. Han samler folk op ved forskellige hoteller på vejen og da vi når ind til mor og far vinker jeg til dem. De kommer over mod bussen, men inden de når helt frem kører bussen. Jeg prøvet febrilsk at forklare guiden at han skal stoppe bussen fordi der er flere der skal med. Han siger nej og viser mig hans seddel. Jeg prøvet at fortælle ham at jeg skal sammen med mine forældre og han siger at han har styr på det og jeg ikke skal være bekymret. Typisk. Lidt efter ringer min mor og fortæller at de komme med en anden bus, og at ham på hotellet ikke ved hvorfor vi ikke kom med samme bus. Men at vi mødes nede ved båden, og min mor havde sagt til guiden at de ikke steg på nogen båd uden mig. Det værste af det hele var at jeg ikke havde det så godt og min far havde købt cola til mig, så jeg kunne klare den lange køretur. Men heldigvis klarede jeg den og mødte dem ved båden inden vi hoppede på.
For at komme ud på vores båd skulle vi sejle med en mindre båd ud til den. Først troede vi det var fordi den var for stor til at komme ind, men senere fandt vi ud af grunden.Vi steg ombord og fik indlogeret os i nogle små hyggelige kahytter. Ikke ret store, men der var en seng og et bad.
Derefter var der frokost og så lagde vi os op på dækket på nogle solsenge i det dejlige vejr. Det var skønt, men vi begyndte at undre os over at vi sejlede i ring. Far, som altid er så nysgerrig, snusede lidt rundt og fandt ud af at der var problemer med motoren, så vi lå for anker mens de gang på gang afprøvede den.
Men endelig langt om længe kom vi af sted. Vi ved ikke helt hvor meget vi var gået glip af i dagens program, for vi kendte ikke dagens program, men noget må vi have misset.
Da vi kom et godt stykke ud, kom der en lille båd og hentede os, og sejlede os ind til en grotte. Det var en meget lille båd til så mange mennesker, men det gik. Vi fik en fin rundtur inde i grotten, men det var godt nok svært at forstå hvad guiden sagde. De er ikke særlig gode til engelsk, men lidt fik vi da ud i det.
Tilbage på båden var der mulighed for at bade inden maden, men jeg holdt mig til mor oppe i solen, mens far tog sig en dukkert..Efter aftensmaden solgte personalet perlesmykker og mor og jeg fik købt en hver. Derefter var der bare afslapning og snak med de forskellige mennesker af forskellig nationalitet. Vi snakkede med et norsk par der havde været på rundrejse i 3 måneder og var ved at tænke på at skulle tilbage.
Mor og far havde fået et frugtfad af besætningen, men vi fandt aldrig ud af hvorfor? Enten fordi de havde luksusrummet eller måske fordi der var sket den fejl med busserne. Ingen ved det, men det var skønt at sidde at nyde frugt på en båd mens solen gik ned.
Dagen efter, da vi havde spist morgenmad, var der mulighed for at sejle kajak ind gennem nogle grotter. Mor og far tog sig en tur med de andre, mens jeg blev hjemme på båden. Jeg var stadig ikke på toppen, så havde ikke kræfterne. Men det havde været en flot tur, selvom mor ikke var helt tilfreds med at hun var blevet våd af at sejle. Far synes mere problemet havde været at kommunikere med mor mht. højre og venstre. Derefter var det tid til at tjekke ud af kahytterne, inden vi nåede i land. Frokosten blev nydt på land inden vi skulle med bussen hjem igen. Vi blev alle tre sat af hjemme ved mig, hvorefter der skulle pakkes nye tasker inden vi skulle med nattoget til Sa Pa.
Abonner på:
Opslag (Atom)
